Egholm 2250

City Ranger 2250

Alsidig og effektiv renholdning af byområder året rundt!

Den alsidige og kompakte City Ranger 2250 klarer grøn vedligeholdelse, feje/sugeopgaver og snerydning – og kan sågar anvendes til gadevask takket være den valgfri højtryksrenser. Med det komplette program af kvalitetsredskaber får du løst alle opgaver uanset årstid. Fejning/sugning forår og efterår, græsklipning og kantskæring om sommeren, snerydning og salt- og grusspredning om vinteren.

   

City Ranger 2250 har en imponerende række fordele, der sikrer mere effektiv og miljøvenlig udendørs rengøring. Du vil opleve endnu mindre støj i førerkabinen end tidligere og kan desuden nyde fordelene ved den støjsvage ECO mode, der forlænger maskinens levetid og reducerer driftsomkostningerne. Og de velkendte funktioner er nu blevet endnu mere attraktive.

Nemt redskabsskift 
Redskaber skiftes hurtigt og nemt. Tilkoblingssystemet er forsynet med et enkelt håndtag til låsning og frigørelse af redskabet: Et enkelt klik, og redskabet er sat på. På under et minut. Slanger og koblinger er skjulte (og dermed godt beskyttede), og hydraulik- og vandforsyning, strøm samt sugeslange tilkobles automatisk.

  • Kvikskifte af redskaber
  • 35 HK og 4-hjulstræk
  • Hurtigt redskabskift på 1 minut
  • Nem betjening
  • Skræddersyede redskaber
  • Operatørkomfort

Redskaber til City Ranger 2250

Feje-/sugemaskine 

Feje-/sugeanlægget er et af de mest grundlæggende og uundværlige redskaber til City Ranger 2250. Det er redskabet, som i sandhed gør redskabsbæreren til en helårsløsning. Den kompakte mellemklassemaskine med den store kapacitet er velegnet til arbejde på små områder og i smalle passager.

Eco-mode og højtryksrenser
Feje-/sugeanlægget er effektivt overalt – på stier og fortove, i rabatter, indkørsler og på udendørs og indendørs parkeringspladser mv. Og nu kan det indstilles til at køre i Eco-mode, så der spares energi, og arbejdsstøjen mindskes. Sugeevnen er så høj, at man kan arbejde med Eco-mode og stadig opnå et perfekt fejeresultat, hvis man kun skal feje cigaretskodder og andet let affald. Nu fås maskinen også med funktioner som indbygget højtryksrenser med 6 m slange og et kamera, der giver operatøren overblik bagud.

2-4 koste og ekstern sugeslange
Feje-/sugeanlægget er udstyret med 2-4 koste. De to forkoste er standard, mens de to sidekoste er ekstraudstyr. Hver kost har sin egen dyse, der forhindrer, at støvet hvirvles rundt under arbejdet. Den eksterne sugeslange med mundstykke giver adgang til næsten alle hjørner og afkroge. Alle enheder er skabt til at supplere hinanden for størst mulig effektivitet.

 

Svingbar kost

Den svingbare kost er ideel til vinterens første snelag. Op til 15 cm sne fjernes helt i bund – uanset eventuelle ujævnheder i terrænet, så fodgængere fortsat kan komme tørskoet frem. Kosten er centertrukket og monteres foran på redskabsbæreren.

Den arbejder i fuld bredde (1220 mm). Fejer helt ind til mure og sokler uden at beskadige hverken redskab eller bygning, og kan selvfølgelig kombineres med salt- og grussprederen bagpå, så de nyryddede områder gøres skridsikre med det samme. Én arbejdsgang, dobbelt effektivitet.

Der er et godt udsyn fra førersædet til hele kostens bredde – det gør det rigtig nemt at navigere og manøvrere enheden.

Den svingbare kost er skabt med integreret stativ. Stativet har form som et støtteben, der beskytter kosten under opmagasinering og gør den nem at flytte. Effektiv beskyttelse øger som bekendt levetiden.

 

Salt- og grusspreder

Vintervejr og glat føre hænger ubrydeligt sammen med salt og grus, og City Ranger 2250 salt- og grusspreder er effektivt klædt på til opgaven. Den monteres bag på redskabsbæreren med en normal spredebredde svarende til bredden af redskabet foran, dvs. dozerblad eller kost, så sneen er ryddet, før salt og grus spredes ud. Spredebredden kan dog øges op til 5 m, som bl.a. er effektivt ved isslag og på P-pladser.

Sprederen er tragtformet, så indholdet – salt, sand, grus, split eller skærver – presses mod bunden af sin egen vægt. Selv vådt materiale passerer glat igennem. En omrører modvirker klumper, mens den vibrerende plade i bunden driver materialet ned mod spredepladen, der spreder det i den ønskede bredde. På en ny model af sprederen kan omrører og doseringsenhed justeres hver for sig, så der aldrig bruges mere materiale end nødvendigt – til fordel for både miljø og driftsøkonomi. Spredemængden justeres manuelt af operatøren.

Rustfri holdbarhed
Alle dele, som kommer i kontakt med salt, er rustfri, men med den nye model er samtlige dele rustfri, og der er en ekstra tætning mellem maskine og redskab for at beskytte maskinen og dens motor mod salt- og sandstænk.

Sprederen har et stort rumindhold og en lav læssehøjde, der gør den nem at bruge og skånsom for brugeren. Den kører langt på ét læs, og tænd /sluk funktionen sikrer, at der kun spredes, når maskinen er i bevægelse.

 

V-Plov

Når sneen er hård og tung, og der er meget af den, er V-ploven god at have ved hånden. Den er skabt til tyngde og hårde sneskorper, for den bruger spidsen af Vét til at bryde igennem snelaget. Den deler sneen i to og skubber den ud til to sider. Selv store snemængder er dermed nemmere at komme af med.

Ploven kan også stilles som et Y, så sneen kan transporteres væk fra ryddefeltet – hvilket især er praktisk på P-pladser, torve, lukkede gårde o.l., hvor snevoldene helst skal samles ét sted.

Blødt underlag inden hindring 
V-ploven følger altid terrænet, uanset om det er blødt, hårdt eller ujævnt. Med muligheden for vægtoverføring til basismaskinen rydder den også nemt grusstier, idet vægten lettes, så ploven ikke graver sig ned i gruset. Er der ujævne fliser eller lave trappekanter at tage højde for, justeres V-ploven blot højt.

2-i-1 effektivitet 
Med den kombinerede effektivitet af den hurtigtarbejdende V-plov monteret foran og Salt- og grussprederen monteret bag på basismaskinen, fuldendes den totale snerydning med efterfølgende saltning i én og samme arbejdsgang – med op til 50 cm sne i 1,30 – 1,40 meters bredde. Og sin overbevisende effektivitet til trods er V-ploven overordentlig støjsvag og meget komfortabel at arbejde med.

 

Slagleklipper 

Der findes næppe det græs, der er i stand til at holde skansen, når slagleklipperen går i aktion. Her kan man virkelig tale om at SLÅ græsset. Med en klippebredde på 1226 mm nedlægger slagleklipperen alt det græs, den kommer i nærheden af, uanset hvor højt og kraftigt det er.

Og den klipper det afklippede græs igennem, så det ikke ligger tilbage i store hø-lignende bunker. Meget praktisk og brugervenligt.

Hvis klipperens slagler udskiftes med vertikalknive (fås hos autoriserede Nilfisk Outdoor forhandlere), omdannes slagleklipperen til en vertikalskærer, som bekæmper mos og ukrudt helt uden brug af pesticider. Den fjerner simpelthen mosset samtidig med, at den skærer en tynd rille i plænen, så græsrødderne får luft. Derved styrker den græsset, så plænen bliver mere modstandsdygtig over for ukrudt. Slagleklipperen/vertikalskæreren er således et to-i-ét redskab, der giver fuld valuta for pengene.

 

Kantskærer 

Den hydrauliske kantskærer er effektiv til vedligeholdelse af alle græskanter, uanset form og forløb. Hjørner og rundinger skæres perfekt. Først skærer den græskanten, dernæst kultiverer den den afskårne kant – begge dele i samme proces.

Eftersom skæret er vendbart, er det helt op til dig, om du vil køre på selve plænen, mens du skærer kanterne, eller på stien ved siden af. Det afhænger helt af pladsforholdene. Blomster og prydplanter er dog ikke i farezonen, for kantskæreren er udstyret med en lukket skærm, der beskytter væksterne mod jordstænk.

Kantskæreren er konstrueret med trinløs sideforskydning, så den ved gentagen forskudt kørsel på samme stykke jord faktisk fungerer som fræser. Skæredybden afhænger af belægningen og reguleres via et justerbart støttehjul. Kantskæreren leveres med et stativ, der gør monteringen meget nem. Af- og påmontering foregår uden brug af værktøj.

 

Vipbar skovl 

Den vipbare skovl er et ergonomisk hjælperedskab, der skåner sin bruger for mange tunge løft og store belastninger. Den forebygger således rygproblemer og får arbejdstiden til at slå bedre til.

Skovlen er stærk og robust; lavet af stål og med en løftekapacitet på 125 kg. Den er således uovertruffen, når der fx skal flyttes sne. Og den er intet mindre end ideel for anlægsgartneren, der typisk arbejder med både sand, grus, muld og sten.

Den vipbare skovl kan håndtere det hele og komme omkring på selv smalle stier. Den er nem at læsse og har en hydraulisk tipfunktion, der er overordentligt smidig at arbejde med. Skovlen tipper f.eks. let hen over lave hække og lignende forhindringer uden at beskadige noget. Læsset kan fordeles allerede under tipningen. Og skovlen kan ovenikøbet “gøre i orden” efter sig ved at bruge skovlskæret til at jævne det nye lag, så overfladen fremstår pæn med det samme.

 

Multi- og rotorklipper

Rotorklipperen giver perfekte klipperesultater i hele græssæsonen.

Den klarer det høje, grove og gerne våde græs. Klipperesultatet er exceptionelt, også selv om græsset får lov at vokse sig højt før det slåes. Klipperen er nem at ombygge fra multi til rotor og omvendt med special kit til formålet.

City Ranger 2250 kan klippe med op til 12-13 km/t, står godt fast på skråninger og er i det hele taget meget nem at manøvrere. Den kan gå helt tæt ind til træstammer, ind under buske og imellem bede og blomster, og der er perfekt udsyn til klipperen under arbejdet.

 

Hækkeklipper

Lange, høje og/eller brede hække kan være lidt af et projekt at gå i krig med. Det er hårdt og langsommeligt arbejde og kan være forbundet med belastende arbejdsstillinger. Men ikke når man har en City Ranger 2250 hækkeklipper til hjælp. Den er skabt til opgaven, og er især perfekt til thuja, taks og hårde bøgehække.

Effektiv fra top til bund 
Hækkeklipperen er stabil, manøvredygtig og tilpasningsvenlig, for den arbejder lige gerne til højre og venstre for redskabsbæreren. Ved lodret klipning yder den på fuld kraft helt ned i jordhøjde og helt op til 320 cm. Den tager naturligvis også de vandrette flader som en leg, selv på meget brede hække, og den klipper gerne skråt (45°), så den får alle de små “stritter” i hjørnerne med. Den leverer i det hele taget et jævnt og smukt klipperesultat, der sjældent påvirkes af ujævnheder i terrænet, fordi klipperen er støttet af fire hjul og derfor har en supergod balance.

Indstillingen til side- eller topklipning foregår hydraulisk, og uanset hvor eller hvad der klippes, har føreren et godt udsyn til arbejdet.

 

Ukrudtsbørste

Ukrudtsbørsten er det perfekte redskab til miljørigtig og effektiv ukrudtsbekæmpelse på befæstede arealer, dvs. fortove, stier, pladser, fliser, asfalt o.l. Der findes simpelthen ikke det ukrudt, der kan modstå Ukrudtsbørsten, når den roterer henover belægningen.

Den fungerer ved at kradse ukrudtet løs og stresse nye spirer. Ved jævnlig brug holder den ukrudtet fuldstændigt nede, helt uden brug af pesticider.

Miljørigtig og samarbejdsvillig 
Ukrudtsbørsten er uhyre bevægelig og meget nem og præcis at arbejde med. Den er fuldhydraulisk justerbar i alle retninger, og børstehovedet kan drejes og vinkles, så trykket lægges præcis der, hvor ukrudtet sidder. Den kan arbejde plant, skråt, lodret og rundt om forhindringer og derfor bekæmpe ukrudtet på alt fra flade fortovsarealer til lodrette kantsten og rundt om lygtepæle. Ukrudtsbørsten kan også udstyres med sugemundstykke (= ekstraudstyr) og kombineres med feje-/sugeanlæggets opsamlingstank, så fjerner den selv det løsnede ukrudt og de nye frø. Den er således effektiv til både at forebygge, bekæmpe og rydde op efter sig.

 

Kontakt vores salgsafdeling i dag for en uforpligtende demonstration af maskinen på dit arbejdssted!

Få mere information om Nilfisk Outdoor produkterne
Bestil vores brochurer om maskinerne i Nilfisk Outdoor serien og læs mere om det brede udvalg af arbejdsredskaber til alle årstider.